Sikkerhedsbestemmelser for Kajak, Gilleleje Ro og Kajakklub, revideret 1. juni 2021.
§1: Formål og gyldighed
Formålet med sikkerhedsbestemmelser er at fremme sikker kajak roning i Gilleleje Ro og Kajakklub. Disse sikkerhedsbestemmelser supplerer DKF’s sikkerhedsbestemmelser.
Sikkerhedsbestemmelserne gælder for al roning på havet, i søer og åer:
• Som sker til og/eller fra klubbens anlæg
• Ved klubbens arrangementer, herunder klubture
• Hvor klubbens kajakker anvendes
Bestemmelserne gælder ikke ved stævner med sikkerhedsforskrifter i overensstemmelse med DKF’s sikkerhedsbestemmelser.
Bestemmelserne gælder i overensstemmelse med DKF’s sikkerhedsbestemmelser både for klubbens medlemmer og dens gæster.
§2 Generelle bestemmelser for sikkerhed ved roning
I overensstemmelse med DKF’s sikkerhedsbestemmelser har en frigiven roer selv ansvaret for sikkerheden ved roningen, herunder at vedkommendes færdigheder og udstyr er sikkerhedsmæssigt forsvarlige og svarer til de forhold, under hvilke roningen foregår.
Ved roning med en turleder, skal turlederens anvisninger følges, men den enkelte frigivne roer har stadig ansvaret for egen sikkerhed i henhold til ovenstående, og for at sige fra.
Bemærk!
Sikkerhedsbestemmelser angiver klubbens absolutte minimumskrav til forskellige typer roning, men erstatter ikke sund fornuft, vurdering af forholdende og egne evner eller god turplanlægning, og er ikke nødvendigvis udtømmende for hvad man bør medbringe på en tur.
§2.1 Rovand
Klubbens daglige rovand er defineret som området mellem Liseleje og Kronborg i Helsingør indtil 600 m fra kysten.
Klubbens andre farvande er alt rovand i en afstand af indtil 600 meter fra bredden eller kysten. Vand ud over denne afstand er åbent vand.
§2.2 Roning i dagligt rovand
Inden roning skal roeren:
• Kende vejrudsigten for turen
• Skrive sig ind i klubbens roprotokol på www.rokort.dk
• Under roning skal roeren:
• Bære beklædning, der er tilpasset de aktuelle forhold
• Medbringe en CE-mærket (typegodkendt) svømme- eller redningsvest i overensstemmelse med DKF’s sikkerhedsbestemmelser
Efter roningen skal roeren:
• Skrive sig ud i klubbens roprotokol på www.rokort.dk
• Gøre opmærksom på sikkerhedsmæssige defekter, som opdages ved klubbens materiel • Indberette eventuelle sikkerhedsmæssige hændelser til kajakbestyrelsen
§2.3 Roning i andre farvande
Regler for roning i dagligt rovand er gældende.
Dog kan indskrivning i klubbens roprotokol ske efter hjemkomst fra turen.
Ved roning i andre farvande skal roeren desuden:
• På forhånd orientere sig om farvandet, evt. medbringe et kort over området • Ved roning i en gruppe (mere end to personer) skal der være udpeget en turleder.
§2.4 Roning på åbent vand
Regler for roning i andre farvande er gældende.
Dog skal roeren have aftalt hjemkomst- og/eller kontakttider med en pårørende.
Ved roning på åbent vand skal roeren desuden:
• Bære svømme- eller redningsvest
• Medbringe kompas, reservepagaj, slæbetov, pumpe eller øse.
• Medbringe mobiltelefon (der kan benyttes i kajakken og i vandet) eller en VHF eller en PLB (det anbefales at medbringe en kombination af disse, samt nødblus).
§3 Særlige bestemmelser for sikkerhed ved roning
§3.1 Roning under instruktion
Ved kurser eller under ro-instruktion arrangeret af klubben kan instruktøren vælge at fravige dele af de beskrevne sikkerhedsbestemmelser, hvis det vurderes nødvendigt for at gennemføre træningen. Det forudsætter dog, at instruktøren er uddannet som DGI instruktør, DKF instruktør 2 eller højere eller har tilsvarende, af GRK godkendte, kompetencer.
Ved instruktion skal instruktøren medbringe mobiltelefon og førstehjælpsudstyr.
§3.2 Roning i vinterhalvåret
Vinterroning er defineret som perioden mellem standerstrygning og standerhejsning.
• Vinterroning forudsætter, at roeren er vinterfrigivet. (Se §4. ), frigivne roere, der ikke er vinterfrigivet, må kun ro i følge med en af klubben godkendt instruktør.
• Roeren skal bære rednings- eller svømmevest, og være iført våd- eller tørdragt.
§3.3 Roning i mørke
Roning før solopgang eller efter solnedgang er mørkeroning.
Ved mørkeroning skal hver enkelt roer medbringe en lygte med hvidt lys til at orientere andre fartøjer om kajakroerens tilstedeværelse.
Der skal altid bæres svømme- eller redningsvest ved mørkeroning.
§3.4 Roning i områder med væsentlig erhvervstrafik
Roning i og forbi havne samt kryds af sejlrender med væsentlig erhvervstrafik skal ske med største agtpågivenhed og med skærpet fokus på egen sikkerhed.
Roeren skal sørge for ikke at være til gene eller fare for andre fartøjer.
§3.5 Roning med gæster
Roere, der ikke er medlem af GRK, ror som gæster. Det skal ske under vejledning og ansvar af en frigiven roer. Gæstens rorettigheder afgøres af dennes IPP niveau i overensstemmelse med GRKs sikkerhedsbestemmelser.
Ved indskrivning i klubbens roprotokol på www.rokort.dk skal såvel gæstens som værtens navn anføres.
§3.6 Roning med personer med handicap eller sygdomme
Personer, der har en sygdom eller et handicap, der kan udgøre en væsentlig sikkerhedsmæssig risiko, må kun ro sammen med andre frigivne roere. Vedkommende skal da sikre sig, at mindst én anden i gruppen har kendskab til sygdommen eller handicappet. Hvis der roes med en turleder, skal turlederen orienteres.
Ved gæsteroning skal værten oplyse gæster om dette.
§3.7 Børn og unge under 15 år
Der skelnes mellem roning og leg ved kysten.
• Al roning og leg med børn foregår på forældrenes eget ansvar.
• Voksne der holder opsyn med andres børn skal have en børneattest.
§3.7.1 Roning med børn og unge under 15 år
Minimum en af de frigivne voksne skal medbringe mobiltelefon.
Børn og unge skal:
• Være i stand til at svømme mindst 600 m
• Altid ro sammen med frigivne voksne over 18 år
• Bære svømme- eller redningsvest under roning hele året
• Det skal tilstræbes at ro kystnært
§3.7.2 Leg med kajak ved kysten
Leg skal foregå enten ved Strandbakkerne, på østsiden af østmolen eller ved sandområdet i yderhavnen nord for klubhuset (her skal man være særlig opmærksom på at børnene ikke kommer for langt ud, hvor der kan være skibstrafik – maks. 75 m fra stranden).
Ved leg stilles ikke krav til svømmefærdigheder.
Ved leg skal børn være under skærpet opsyn.
Børn og unge skal bære svømme- eller redningsvest ved leg ved kysten.
§4 Frigivelser og rettigheder
Alle frigivelser skal foretages af en af klubben godkendt instruktør, og skal foretages i den bådtype frigivelsen omfatter (havkajak, turkajak, surfski).
Roere i GRK kan frigives, når de er fyldt 18 år. Der kan dispenseres fra denne regel ved forældres tilladelse samt instruktørgodkendelse.
§4.1 Ikke frigivne roere
En roer, der ikke er frigivet, må kun ro under opsyn af en frigiven roer over 18 år.
§4.2 Makkerfrigivelse
Makkerfrigivelse indebærer at man må ro sammen med en anden kajakroer, der som minimum er makkerfrigivet.
Formålet med makkerfrigivelse, er, med sikkerheden i orden, at give den nye kajakroer mulighed for at komme så meget på vandet som muligt, selvom man endnu ikke er klubfrigivet. Makkerfrigivelse er midlertidig og gælder kun for den indeværende standerhejsningssæson hvor den er givet.
Makkerfrigivelse omfatter følgende:
• 600 meter svømmeprøve i havet uden pauser
• Kendskab til forsvarlig håndtering af kajakker og materiel
• Makkerfrigivelsesprøve:
o Demonstration af sikker makkerredning, både som forulykket og som hjælper o Demonstration af sikker selvredning i kajak på dybt vand
o Herudover skal roeren have gennemgået klubbens sikkerhedsbestemmelser.
§4. 3 Klubfrigivelse
Frigivelse som kajakroer i GRK omfatter følgende:
• IPP2 niveau skal være dokumenteret
• 600 meter svømmeprøve i havet uden pauser
• Demonstration af sikker rostil
• Kendskab til forsvarlig håndtering af kajakker og materiel
• Roet minimum 75 km i løbet af sæsonen
• Frigivelsesprøve:
o Demonstration af sikker makkerredning, både som forulykket og som hjælper
o Demonstration af sikker selvredning på dybt vand og efterfølgende ro kajakken sikkert på land
o Herudover skal roeren have gennemgået klubbens sikkerhedsbestemmelser.
§4.4 Vinterfrigivelse
Vinterfrigivelse tildeles særskilt til havkajak, surfski og turkajak og kan opnås af frigivne kajakroere, som opfylder flg. forudsætninger:
• Minimum have roet 150 km i rosæsonen (standerstrygning til standerstrygning) op til vinterfrigivelsen
• Har bestået praktisk vinterfrigivelsesprøve i ønsket fartøj samme år som vinterfrigivelse ønskes
• Har deltaget i teori-session omhandlende vinterroning (kravet bortfalder, når kajakroeren har deltaget i teori i 2 sæsoner)
• Vinterfrigivelse tildeles efter følgende graduering:
• Første års frigivelse giver ret til at ro om vinteren med en makker (makkerfrigivelse) • Andet års frigivelse kan give ret til at ro alene (solofrigivelse)
• Praktisk prøve indeholder følgende:
• Prøven skal udføres i den samme påklædning, som man vil ro i på den koldeste vinterdag, dvs. våddragt eller tørdragt inkl. handsker og underbeklædning.
• Det er obligatorisk at være iført CE-godkendt svømmevest.
• Makkerredning af den kajaktype, som roeren ønsker vinterfrigivelse i (havkajak og/eller turkajak)
• Selvredning i den kajaktype, som roeren ønsker vinterfrigivelse i (havkajak, surfski eller turkajak) Navneliste med detaljer for vinterfrigivelser opsættes i klubhus og på hjemmeside.
§5 Sikkerhedsarbejdet i GRK
Sikkerhedsarbejdet omkring kajakroningen i GRK varetages af en sikkerhedschef. Kajakchefen udfylder som udgangspunkt rollen som sikkerhedschef, men kajakbestyrelsen kan vælge at udpege et klubmedlem til denne funktion. Sikkerhedschefen refererer til kajakbestyrelsen. Det er sikkerhedschefens opgave at indstille ændringer i klubbens sikkerhedsbestemmelser til bestyrelsen, at sikre at nye medlemmer orienteres om klubbens sikkerhedsbestemmelser og om de risici der kan være ved at ro kano og kajak (information og oplysning på indmeldelsesblanketten), samt:
• at overvåge at klubbens frigivelser lever op til kravene
• at klubbens instruktører, trænere og turledere og andre der virker for klubben har den nødvendige sikkerhedsmæssige viden og færdigheder
• at anspore til at klubbens medlemmer vedligeholder sikkerhedsmæssige færdigheder, herunder deres svømme færdigheder.
• at alle både, der tilhører klubben eller opbevares i klubhuset, er i sikkerhedsmæssig forsvarlig stand og mærket efter klubbens standarder
• at alt sikkerhedsudstyr i klubben er i sikkerhedsmæssig forsvarlig stand
• at ulykker og nærved-ulykker indberettes til DKF’s ulykkesdatabase
Klubben har ret til via sikkerhedschefen, at forlange, at et medlem skal vise, at de har de nødvendige sikkerhedsmæssige færdigheder.
Sikkerhedschefen kan nedlægge forbud mod anvendelse af kajakker, som er i uforsvarlig stand i konkrete tilfælde og med begrundelse forbyde roning eller give dispensation fra sikkerhedsbestemmelserne og opstille særlige sikkerhedsbestemmelser, gældende for et eller flere medlemmer.
Perioden for rostatistik (roet distance) er fra standerstrygning til standerstrygning.
Overtrædelse af dette reglement kan medføre karantæne.
Gentagne eller grove overtrædelser vil medføre eksklusion