Standerhejsning - ny sæson og mange tilbud

5. april 2025 18:51 , af Lars Gabe
Standerhejsning - nyd at den nye sæson snart begynder og tag imod de mange tilbud om at komme på vande
Skrevet af Lars Gabe, Kajak- og Sikkerhedschef
  
Jeg får ofte spørgsmålet om, hvem der må ro med hvem? 
  
Reglerne er ret simple. 
Efter Standerhejsning må ikke-frigivne roere GERNE ro i følge med en FRIGIVEN roer. 
Der er ikke krav om, at det skal være en instruktør, og der er ikke nogen absolut regel om, hvor mange ikke-frigivne roere, en frigiven roer må tage med. Det er helt op til den frigivne roer, hvad de har lyst til og hvad de føler de kan stå inde for.
Det er nok også på sin plads at understrege, at man ikke har pligt til at tage ikke-frigivne roere med på tur. Det er naturligvis helt ok, hvis man ikke har lyst eller har planlagt en anden type tur.
  
Makkerfrigivelse er en tidlig midlertidig frigivelse, der kun gælder i den sæson, hvor man blev makkerfrigivet.
Formålet er at give nye roere mulighed for at komme så meget som muligt på vandet med hinanden, så hurtigt som muligt efter de er startet.
Er du makkerfrigivet må du ro sammen med andre makkerfrigivne. Der er ikke krav om at der også skal være følge af en frigiven roer eller en instruktør.
Som makkerfrigivet må du ikke tage ikke-frigivne roere med på tur.
   
Vi er en foreningen og ikke en kommerciel forretning. I en kommerciel forretning er det Rederen (den øverst ansvarlige), der i sidste ende har ansvaret for sikkerheden.
I en forening som GRK er vi alle ansvarlige for vores egen sikkerhed, og hver enkelt er selv ansvarlig for de valg vi laver, ligesom i livet.
  
Fornuftigvis er det et krav fra DKF, at vi har en Sikkerhedschef og et sikkerhedsreglement, som indeholder nogle specifikke elementer og er med udgangspunkt i lokale forhold. Der er trods alt forskel på om man ror på en sø eller på Kattegat.
  
Det er et krav som frigiven roer, at du kender og følger vores gældende sikkerhedsreglement!
Det kræver bl.a. at du har læst og forstået vores sikkerhedsreglement😉 
  
Som en ro- og kajakklub vil vi selvfølgelig gerne have folk så meget som muligt på vandet, og med så få begrænsninger som muligt. De regler vi har, er fokuseret på din sikkerhed, klubbens materiel og hensyntagen til hinanden, så alle kan have størst mulig glæde af at være medlem 😊
   
Vi kan ikke have regler for alle situationer og vejrforhold, og reglerner erstatter aldrig sund fornuft, hvor man tager hensyn til forholdende, egne evner og god turplanlægning.
Vær også opmærksom på din dagsform og på dine medroeres dagsform.
Særligt i starten af den nye sæson er man måske ikke den supermand, man var i slutningen af sidste sæson 👍
  
Hvis man er i tvivl om reglementet, om hvor grænserne går for sund fornuft eller bare har spørgsmål eller kommentarer, så er du altid velkommen til at henvende dig til mig.
  
Vi skal have vide rammer, men er du utryg ved andres valg, så sig det til dem og få en god snak, måske har de nogle gode rationaler bag deres valg 😊, lad være med at bagtale folk. Hvis du ikke selv har lyst til at sige noget, er bekymret eller har behov for afklaring, er du altid velkommen til at tage fat i mig
  
Lars Gabe
Kajak- og sikkerhedschef