GRK's privatlivspolitik - GDPR

5. september 2025 10:00 , af Jeppe Juhl

I lighed med andre virksomheder og organisationer skal klubber også overholde EU’s persondataforordning, kaldet GDPR (General Data Protection Regulation). 

Vi skal ifølge lovgivningen sikre, at alle i klubben er orienteret om vores privatlivspolitik. Derfor benytter vi os af en funktion i GRK-online.dk, som viser, at informationen er afleveret til vores medlemmer. Når du næste gang logger ind, vil du blive bedt om at bekræfte en persondataaftale, der handler om GDPR. Bemærk, at denne funktion ikke findes i goMember-appen, men kun på GRK-online.dk. 

Udover at bekræfte på GRK-online.dk, at du har kendskab til vores privatlivspolitik, behøver du umiddelbart ikke gøre yderligere…  

Her er en ganske kort opsummering: 

De persondata, som klubben håndterer, hører til de såkaldte “almindelige persondata”, som f.eks. navn, adresse, email og telefonnummer. Der er ingen følsomme persondata i klubbens systemer, som f.eks. det fulde CPR-nummer eller helbredsmæssige oplysninger. 

Persondata fra medlemsregisteret bruges alene til intern administration, og anvendes kun til disse formål af bestyrelsesmedlemmer, primært af formanden og kassereren. Andre parter, såsom kommunen, får kun anonymiserede statistiske oplysninger, f.eks. antal medlemmer fordelt på aldersgrupper.   

Klubben deler ingen persondata med trediepart, medmindre det er nødvendigt i forbindelse med specifikke aktiviteter - f.eks. ved afslutningen af roskolen, hvor vi indberetter IPP-niveau til Dansk Kano og Kajak Forbund (DKF). Her indberettes navn, fødselsdato og IPP-niveau. 

Klubben opbevarer medlemmers data i op til 3 år efter udmeldelse af klubben (udmeldelsesår + tre år) af hensyn til oplysninger om f.eks. tilskud og støtte til klubben og lignende. 

Desuden opbevares visse data på et fællesdrev (google-drev), som benyttes af bestyrelsen. Formålet er, at data ikke ligger på bestyrelsesmedlemmernes private computere, men under sikret backup. 

Det er vigtigt for os at understrege, at vi alene benytter dine oplysninger til brug for dit medlemskab af GRK. Vi videresælger aldrig oplysninger om vores medlemmer til andre, ligesom vi ikke udleverer dine data til andre end beskrevet i vores privatlivspolitik. 

Her kan du læse GRK’s privatlivspolitik - link.

Har du spørgsmål er du velkommen til at tage kontakt til bestyrelsen. 

Mange hilsner 

Jeppe 

/Bestyrelsen